Titel > Menu

Menu

Rasmus Würtz forlænger med AaB til sommeren 2019

CHJ Management profil Rasmus Würtz har forlænget sin kontrakt med AaB til sommeren 2019.

Bortset fra kortvarige ophold hos FC København og Vejle Boldklub har Rasmus Würtz siden skiftet i sommeren 2002 fra barndomsklubben Skive I.K. været en del af AaB, hvor han med sine foreløbige 456 officielle kampe (21 mål) er den spiller med næstflest optrædener i klubbens historie – kun overgået af Torben Boye med sine 560 officielle kampe.

I Superligasammenhæng har ingen i dansk fodbold spillet flere kampe end Rasmus Würtz’ foreløbige 425 af slagsen.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Alene kampantallet vidner om, at Rasmus er en af de største spillere i AaB’s historie, og vi er glade for, at Rasmus er en del af vores klub i hvert fald halvandet år endnu. 

- Rasmus’ betydning både på og uden for banen er uomtvistelig, og vi mærker hver eneste dag en ærgerrighed fra Rasmus til at forbedre sig og vinde fodboldkampe, og på den led er han et forbillede for enhver spiller i vores trup, påpeger Allan Gaarde.

- Herudover er Rasmus en fantastisk ambassadør for vores klub, og han repræsenterer om nogen vores værdisæt i form af passion, professionalisme, fællesskab og troværdighed, siger Allan Gaarde.

34-årige Rasmus Würtz glæder sig ligeledes over aftalen:

- Der er jo ingen tvivl om, at jeg er et sted, hvor jeg elsker at være, og derfor er det også dejligt, at det er faldet på plads med endnu et år.

- Jeg er bevidst om, at jeg i fodboldmæssig sammenhæng har nået en høj alder, men jeg mener, at jeg stadig har meget at bidrage med, og heldigvis har AaB den samme opfattelse, konstaterer Rasmus Würtz.

- Det betyder også meget for mig, at jeg kan se tegningen til et rigtigt spændende hold, og med den kvalitet vi efterhånden har fået i vores trup, så er jeg overbevist om, at vi inden for overskuelig fremtid igen kommer til at præge toppen af dansk fodbold, siger Rasmus Würtz. 

Rasmus Würtz har spillet 12 A-landskampe og 52 U-landskampe for Danmark.

 

Skal vi ringe dig op?

Vil du i kontakt med CHJ Management eller en af vores profiler? Så udfyld formularen herunder, så ringer vi dig op!

Ring mig op